Velkommen til salmeværkstedet


Salme: Englebarn  |  
1.Englebarn, så helt din egen,
haletudseoverlegen,
rundt og rundt i værevand,
englebarn, så helt din egen.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

2. Gud har givet væremodet,
blandet legebarn i blodet
smag for evighed hver dag.
Gud har givet væremodet.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

3. Engle leder, hvor du træder,
lærkeletter når du græder,
leder vej mod læreland.
Engle leder, hvor du træder.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

4. Timer delt med skolebussen,
klokkefrø blir haletudsen,
væreliv blir læreliv.
Timer delt med skolebussen.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

5. Skolebarn så vendt mod verden,
grænseløs i mål og færden;
mor og far forstummed ser,
skolebarn så vendt mod verden.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

6. Verden er Guds skaberværker.
barnet bærer skabermærker:
”Syndsforladt” ”Til evigt liv”.
Verden er Guds skaberværker.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

7. Gud gir evighed tilbage
efter målte timer, dage.
Gud gav barnet evighed;
Gud gir evighed tilbage.
Gud, der skænked hjerteblodet,
skaber hjerteovermodet.

Knud Erik Lægsgaard juli 2007.07.17



Knud Erik Lægsgaard

Denne side er lavet af Mikael Ustrup
Login